NyhederArtiklerLøb/eventsBillederProfilerDebatGæstebogOrganisationAR-Cup
Velkommen til AdventureRacing Denmark - Tirsdag den 17. juli 2018

Tilbage til events

Brugerlogin

Brugernavn

Kodeord

Ny bruger | Login >

Torsdag den 18. september 2008


Sjældent har jeg følt mig så velkommen til et race.
Det var tydeligt, at arrangørerne, Michael Lemmel og Mats Andersson var opsat på at skabe et uforglemmeligt løb og det lykkedes 100%.

Vi kom en dag tidligere end de øvrige, og blev modtaget med den største gæstfrihed. Om aftenen havde vi en rigtig hyggelig middag, hvor vi også mødte nogle af de øvrige race officials og den ene Seal, der lige var fløjet ind fra Californien.

Klik på billedet for at læse mere...

Vi fik baghjul af Navy Seals, kystjægere, elite triatleter og seje piger på luftmadrasser, men fik den vildeste oplevelse.

Allerede under briefingen lørdag aften stod det klart, at det var nogle professionelle herrer, vi havde med at gøre og at det ville blive en lang og våd søndag. 33 km løb, 10 km svømning og 17 km cykling lå forude, så efter den obligatoriske roden rundt med grejet og smøring og efterspænding af svømmefødderne, hoppede vi i posen.

04.30 stod vi op efter en – for nogle - lang nat på sovesalen, hvor stort set alle af de 23 hold sov. Enkelte havde valgt at sove i enkeltværelser, men da Sandhamn er Sveriges svar på Hornbæk, var prisen også derefter.

Morgenmad, kaffe, toiletbesøg og så i våddragten. Starten var sat til kl. 06.00, men vi skulle lige vente på at færgen fra Stockholm til Riga, der sejlede på tværs af det første svømmestræk på 1650 m, sejlede forbi.

06.13 Lød startskuddet og nu var det alvor. 46 neoprenmænd og – kvinder strøg af sted på 2 km løb hen til første vandgang. Der var stor forskel på de forskellige holds udstyr. Nogle kørte den hårde stil uden finner og en meget lille Camel bag. Pigerne, til gengæld, havde henholdsvis en stor badering og en Barbie luftmadras. Min makker og jeg kiggede kort på hinanden uden at sige noget. Det skulle vi senere komme til at fortryde. Vi kørte med alle de hjælpemidler, der findes: Snorkel, finner og plader. Det kom vi også til at fortryde.

Vi var i gang og vejret var perfekt. Både vand- og lufttemperatur lå på ca. 15 grader, og vinden gav kun mindre bølger og det viste sig, at de seneste 5 måneders træning i Øresund og Furesøen var en god investering. Vi kom fint af sted på det første af 21 svømmestræk og snart var vi i gang med at forcere den første ø. Ruten var afmærket hele vejen, så vi skulle bare koncentrere os om at holde os i bevægelse. Det var superfedt for en gangs skyld ikke at skulle tænke på navigationen, men bare køre på. Selv om ruten var utroligt godt afmærket, lykkedes det os alligevel at komme på vildspor et par gange, men det var måske sammenlagt 10 – 15 min., det drejede sig om.

Vi havde regnet med løb på øerne, men vi havde ikke lige tænkt over, at der ikke er noget, der ligner stier på en lille klippeø i skærgården, så jeg vil tro, at halvdelen af det samlede løb var balancering på glat klippe eller forcering af svensk underskov. Det må have taget en krig at sætte alle de rute-markeringer op!

Timerne gik og vi kunne godt se at skiftene mellem løb og svømning tog sin tid med alt det udstyr. Det var fedt på de lange svømmestrækninger, men næste gang kommer vi nok til at revidere strategien. Vi har efterfølgende regnet på, at vi har brugt omkring 2 timer sammenlagt på at komme ind og ud af vandet.

Vi havde tidligere overhalet det andet hold i vores danske delegation, efter de havde ligget foran os i noget tid, men nu mødte vi dem pludselig ved et checkpoint, hvor de var blevet sejlet hen til. Det viste sig, at Peter var blevet skadet og de havde valgt at udgå. Ærgerligt, da de var ellers fint kørende.

Vi begyndte nu at komme faretruende tæt på Cut off tiderne, men med et par minutter før lukketid, nåede vi frem til cykeletapen, der til vores store overraskelse skulle gennemføres på bedstemor-cykel. Det var et ømt syn at se os drøne af sted gennem skoven med to kurve på styret fyldt med kager, bananer og andet godt fra depotet. Det var en fornøjelse at få en lille pause, når det gik ned ad bakke.

Efter cykelturen i det grønne ventede 4 korte passager før Utö, hvor målet var. Her var vi blevet advaret mod strøm, men vi havde ikke troet, at den var så kraftig. På et tidspunkt måtte vi svømme absolut alt, hvad vi kunne bare for at kunne holde trit med strømmen. Vi måtte op på 120% for overhovedet at flytte os, og først da vi kom i læ af en klippepynt, kunne vi få pulsen ned igen og komme i land.

Vi havde igennem sidste del af turen været klar over, at vi ikke lå sidst, så det var lidt surt, at det hold, vi havde ligget og kæmpet med, overhalede os, mens vi endnu engang var ved at tage udstyr af. De havde valgt finner fra, så de var lynhurtigt i og op ad vandet, og det gav virkeligt pote på de korte skift.

Vi nåede ikke at hente dem, men det betød ikke noget for den følelse vi havde, da vi løb over målstregen efter mere end 14 timers strabadser.
Her ventede arrangørerne, vores skadede hold, andre deltagere og et TV-hold på os. Efter et kort interview, strøg vi i det bedste brusebad, jeg nogensinde har fået og nåede lige festmiddag og præmieoverrækkelse uden at komme for sent.

Nu fik vi lejlighed til at høre, hvordan det var gået de andre hold. Pigerne havde med deres oppustelige udstyr opnået en imponerende 1o. Plads, kun 3 pladser efter de amerikanske Navy Seals (!). De helt store vindere blev dog to svenske elite-triatleter, der vandt efter to år i træk at have måttet udgå af løbet.

Vi var bare glade for at have gennemført, så med en vis selvfedme kylede vi nogle fadbamser i hovedet, fortalte nogle løgnehistorier og gik i seng.

Ö till ö er et fænomenalt race jeg kun kan anbefale på det varmeste, ikke mindst på grund af den store naturoplevelse i Skærgården, så næste års taktik er allerede ved at blive lagt.

Skrevet af: Michael Svoldgaard (Profil)
Foto: Malcolm Hanes

Udviklet af Peritus IT - © Copyright 2006