ARDK

Organiseringen af adventure race sporten i Danmark


AdventureRacing Denmark (ARDK) begyndte at organisere den danske adventure race sport tilbage i år 2000, hvor der kun var ganske få løb rundt omkring i landet. 
Senere kom der flere løb til, hvilket fik ARDK til at tage initiativ til en adventure race cup, der blev afviklet sammen med løbslederne.
På baggrund af dette initiativ, blev der stiftet et løbslederudvalg der mødtes en gang om året, hvor sporten blev diskutere og løbskalenderen blev koordineret. 
AdventureRacing Denmark, AR cuppen og løbslederudvalget lagde grundstenene for stiftelsen af Dansk Adventure Race Union (DARU) tilbage i marts 2012.  Dette var en naturlig og den helt rigtige udvikling af sporten i Danmark.

ARDK for sporten og kulturen


AdventureRacing Denmark (ARDK) har siden stiftelsen af Dansk Adventure Race Union (DARU), fulgt sporten og kulturen via ARDK's Facebook-side. Derudover har ARDK også fortsat den frivillige hjælp til forskellige løb i kongeriget, samt organiseret det første danske adventure race i Spanien - for skandinaviske hold. ARDK er ikke længere aktiv som organisation eller som FB-side.

Adventure races planlagt og afviklet af AdventureRacing Denmark:

- SAC (For unge i Køge Kommune), 2001, 2002, 2003, 2004, 2006
- Winter City Race, 2006 
- Solo Adventure Race, 2006
- Raid 450, 2007
- Viking Raid Tarragona - Spanien, 2016 

Hjælp til afvikling af internationale løb:
- Greenland Adventure Race, 2002, 2003, 2004
- Arctic Circle Race, 2003
- Primal Quest Utah, 2006
- Primal Quest Montana, 2008
Raid d'aventura El Catllar, 2016
World's Toughest Race: Eco-Challenge Fiji, 2019

Det startede med ECO-challenge og sluttede med ECO-challenge.


Nils Gisli, grundlægger af AdventureRacing Denmark (ARDK), blev begejstret for adventure racing efter at have set tv-programmet ECO-Challenge på Discovery Channel i 90'erne. Han startede derefter organisationen AdventureRacing Denmark i 2000, og fik sporten til at blomstre i Danmark. Nils var en stor beundrer af ECO-challenge, der blev afholdt for sidste gang i 2003.

AdventureRacing Denmark var den førende organisation inden for adventure race i Danmark fra 2000 til 2010. Organisationen arrangerede mange løb og stod bag oprettelsen af Adventure Race Cup samt et løbslederudvalg. Disse initiativer blev fundamentet for Dansk Adventure Race Union (DARU) i marts 2012.

Da ECO-challenge blev genoptaget og skulle afholdes på Fiji i 2019, fik Nils muligheden for at opleve det løb, der startede hele hans AdventureRacing Denmark-drøm. Han deltog som medlem af HQ-staben, hvilket var en stor oplevelse for ham. Herefter besluttede han at lukke AdventureRacing Denmark - en gang for alle...

Det startede med ECO-challenge - og sluttede med ECO-challenge.